Hjem Hunderacer Videnskab Andre emner Eksperthjørnet Om

NYHED: Nedsatte priser på hundeartikler hos Proshop.dk

(reklame)

Kan hunde se farver?

kan hunde se farverSpørger man den almindelige mand ude på vejen, får man typisk svaret "Nej, hunde kan da ikke se farver”. Det troede man da også i mange år.

Men nyere forskning, som bl.a. er beskrevet i DCH Bladet, nr. 1, 2008, har vist, at hunde godt kan se farver. Men ikke ligeså godt som mennesker.

Hunde er rød-grøn farveblinde. De ser blå, grå, gule og hvide farver. Når det kommer til farverne rød, grøn og orange, er det ikke muligt for hunden at skelne dem fra hinanden. Måske har du også oplevet følgende situation: Du har kastet en knaldrød bold ud på den grønne plæne, og Sussi løber alt, hvad den kan for at snuppe den. Men efter at bolden er landet, synes hunden ikke at kunne se den, selv om den er tæt på. Den vil derfor snuse sig frem til den, og dens ejer tænker ”hvorfor bruger den ikke bare øjnene”. Rødt objekt på grøn baggrund kan være svært for hunden. I praksis gælder det dog langt fra hver gang, idet græsplænen ofte har mange forskellige farvenuancer, der gør det muligt for hunden at skelne.

Når det er lykkedes hundeejere at få hunden til at skelne mellem bolde med forskellige farver, er der flere forklaringer. Dels kan der være tale om de farver, som den godt kan se. Ellers er det ofte, fordi hunden kan skelne pga. nuanceforskelle, ligesom når man ser noget på et sort-hvid foto, hvor de forskellige farver er omdannet med lys/mørke-kontraster. Boldene kan altså godt se forskellige ud i hundens øjne.

Undertiden oplever vi, som det allerede er antydet, at hunden sanser anderledes end os. Det findes der flere eksempler på. Måske har du oplevet, at din hund reagerer bedre på en kommando som ”her!”, når du bevæger dig, fx ved at løbe væk eller bevæge hænderne. Forklaringen ligger i evolutionen, hvor det har været vigtigt for rovdyr først og fremmest at sanse byttedyrs bevægelser. Det ligger dybt i hundens natur at reagere på bevægelser – forfølge bevægelser. Her er forklaringen på, at det kan være svært at holde hunden, når den ser to børn, der leger med en bold. Skal du træne hunden, er det derfor en god idé at bruge bevægelser.

Lad os tage et eksempel: Vi siger ”bliv her!” til hunden og bevæger os 30 skridt væk. Herfra kan vi nu træne indkald med ”Sussi, her!”. For at skabe ekstra motivation og belønning, kan man med fordel kaste en tennisbold lige op i luften samtidigt med indkaldet. Og husk i denne sammenhæng, at hunden sagtens kan se din bold, selvom du står 30 skridt væk, de fleste hunde ser nemlig bedre på afstand.

Kilde:
DCH Bladet, nr. 1, 2008 (Emne: Er hunde farveblinde?)

hundeartikler petlux


© Hundetips.dk